Den mest skræmmende helt

LanceogOprah

Lance Armstrong-sagen har ødelagt min verden på så mange planer, at det er svært at rationalisere – men jeg prøver.

Han var min helt. Det lyder som et udsagn fra en knægt på 10 år, men selvom jeg er 46 år gammel, så er det ikke skudt helt ved siden af. Lance Armstrong var for mig det tætteste, du kan komme på at være en helt. Jeg nægtede i årevis at tro på alle beskyldningerne om, at han skulle være dopet. Eller rettere: Jeg valgte at tro på Lance Armstrong, når han busede frem med udsagn om, at det var direkte ulogisk at forestille sig, at han – han! – af alle skulle være dopet.

Og der var masser af grund til at tvivle. På et år alene blev han udsat for 54 tilfælde af RDT – altså Random Drug Testing. Det er den slags, hvor de uanmeldt møder op og foretager en test af dig – uden at du kan sige nej. Lance Armstrong har måttet komme for sent til fly til Europa, fordi han skulle gennemtestes. Og aldrig har de fundet noget.

Så er der hans sygdom. Til Larry King sagde han for nogle år siden, at han ikke kunne drømme om at dope sig.

”I syv år har jeg sagt det. Jeg doper mig ikke,” sagde han og spurgte, hvordan nogen dog kunne tro, at han kunne finde på at dope sig, når han var kommet tilbage fra en dødsdom.

Jeg troede på det. I manges øjne er jeg vildt naiv. Men jeg troede ham. Jeg ville tro ham. Jeg elskede hans historie. Det er en af de bedste historier, du overhovedet kan fortælle. Den unge opkomling, der trodser alle odds og vinder VM i Oslo, hvorefter han får kræft og ikke bliver givet nogen nævneværdig chance for at overleve. Men han kommer sig – mirakuløst. Han overlever sygdommen, og ikke nok med det; han kommer tilbage til cykelsporten og vinder Tour de France – ikke bare en, men syv (7!) gange. Han sætter ny rekord! Det er en fantastisk historie om overlevelse, om at udleve sit potentiale, om at trodse alle odds og blive den bedste i en sport, der er pilrådden fra top til tå.

Den rene
Lance Armstrong var den rene. Det var ham, der var undtagelsen, der bekræfter reglen. Det var ham, der naturligvis holdt sig fra stoffer og steroider, for hvordan skulle en mand, der har haft den værste gift i kroppen, dog kunne finde på at proppe endnu mere gift ind? Det gav jo ingen mening.

Igennem mere end ti år har jeg foragtet Cofidis-holdet, der brød kontrakten med Lance Armstrong, da de fandt ud af, at han havde cancer. Men hvad nu, hvis de vidste, at han havde proppet sig med ulovlige stoffer for at vinde? Hvad nu, hvis hans doping var medårsag til hans sygdom?

I dag er jeg knust over denne opvågnen fra en sportslig heltedrøm, som jeg oplevede med Lance Armstrong. Og en helt det var han. Med kappe og det hele. Men, som sportsreporteren Scott van Pelt fra ESPN Radio siger, så er det den mest skræmmende helt, du kan finde, ham, der iklæder sig en kappe og superheltestatus.

Er nødt til at skille tingene ad
Lance Armstrong er stået frem i et interview med Oprah Winfrey og har indrømmet doping. Han har systematisk dopet sig gennem det meste af sin karriere. Og skal jeg analysere på den oplysning, så er det, at jeg er nødt til at skille tingene ad. På det helt personlige plan er jeg som sagt rystet. Jeg levede med i drømmen. Jeg var på hans side – også da alle beskyldningerne begyndte at komme. Der var jo ingen beviser. Ingen havde nogensinde taget ham i at dope sig (hvilket som en sidehistorie er et helt andet og ganske alvorligt problem, idet der er sat et kæmpestort spørgsmålstegn ved de metoder, der bliver brugt til at teste rytterne med).

Men hvordan har jeg det på det sportslige plan? En kort reaktion er, at han har snydt. Ligesom Bjarne Riis snød. Han har simpelthen besluttet sig for, at han ikke ville vinde sine titler rent. Og det er naturligvis på ingen måde acceptabelt. Men – og der er ganske stort ’men’ i min opfattelse af den verden, hvad har han reelt gjort, som andre ikke har gjort? UCI har taget alle syv Tour de France-titler fra ham. Fair nok. Har han snydt, så skal han ikke have titlerne. Ganske kort. Men det er ganske bemærkelsesværdigt, at UCI ikke har været i stand til at give sejren i seks af de syv år til nogen som helst anden rytter, fordi de efterfølgende ryttere i klassementet alle som en har været dømt eller har været under lignende mistanker om snyd, som Lance Armstrong har.

Så hvad har han gjort – rent sportsligt? Nogle mener, at han har gjort det, de på engelsk kalder ’levelling the playing field’ – altså: han har spillet på den samme bane, som sine modstandere. Med andre ord: De dopede. Derfor gjorde han det også. Er det rigtigt? Tjah, jeg må da ærligt indrømme, at jeg ikke et sekund kan mønstre bare skyggen af respekt for folk som Bradley Wiggins og Chris Froome, der i 2012 førte Team Sky frem til en dobbeltgevinst i Tour de France. Jeg tror simpelthen ikke på dem. Ikke en meter. Og ja, jeg er egentlig tilbøjelig til at tro, at Lance Armstrong bare gjorde, som 90 procent af alle andre professionelle cykelryttere gjorde – og med al sikkerhed stadig gør. Han snød. Han gjorde det bare bedre end de andre.

Ville have vundet alligevel
Naiv som jeg er, holder jeg stadig fast i en barnetro om, at Lance Armstrong – hvis alle havde kørt rent – alligevel ville have vundet syv titler. Men han snød, så de er taget fra ham. Og det skal de også.

Mens vi her i Europa mest kender Lance Armstrong som cykelrytteren, så er han i sit hjemland mest kendt for noget helt andet. Via sin kamp mod cancer hart han nemlig startet Livestrong og samlet – og hold nu godt fast – 500 millioner dollars ind til kampen mod den frygtede sygdom. Han har brugt sin stjernestatus til at samle omkring tre milliarder danske kroner  ind til kampen imod cancer. Hvis vi kunne isolere det faktum, var han én af de største helte i historien. Og i USA, hvor cykelsporten er ganske uanset, er der millioner af mennesker, der ikke kender ham for andet end det. Og de er fløjtende ligeglade med, om han har snydt i én eller anden ”sekundær sport”, når han er den direkte årsag til, at deres onkel, mor, søn eller barnebarn er blevet reddet ud af kløerne på en sygdom, der ellers ville have slået dem ihjel.

Så hvad er hans forseelse – rent professionelt? Hvor har han for alvor syndet? Det er i hans angreb mod dem, der har sået tvivl om, hvorvidt han var ren eller ej. Det er imod hans tidligere holdkammerat Frankie Andreu og hans kone, Betsy, der er blevet ødelagt af rygter og beskyldninger. Betsy Andreau er sågar blevet ringet op til en besked om, at der var håb om, at hendes hoved ville blive smadret af et baseball-bat. Det er den tidligere Tour de France-vinder, Greg Lemond, der økonomisk er blevet nærmest ruineret af de modangreb, der kom fra Lance Armstrong. Det er hans tidligere massør fra Irland, Emma O’Reilly, der endte med at blive brugt til at smugle stofferne over grænsen fra land til land, og som siden er blevet kaldt prostitueret løgner, og som han sagsøgte for at fortælle sandheden. Det er de virkelige ofte i denne historie. Det er der, skoen trykker mest for mig.

Under interviewet med Oprah blev han spurgt om de mennesker, han havde sagsøgt i forbindelse med anklagerne mod ham, og han kunne ikke sætte et tal på. Han kunne simpelthen ikke huske antallet. Hvor skræmmende er det?  Han undskylder det med at omtale sig selv i 3. person og sige: ”Det handler om en fyr, der forventede at få alt, og som ville styre udfaldet af alle hændelser, Det er umuligt at undskylde nok.”

Frataget sine titler
Men hvor står vi så henne i dag? Vi har at gøre med en sportsmand, der snød. Derfor er han blevet frataget sine titler. Men han gjorde det i en sport, der er så gennemsyret at den slags snyd, at der er en overvejende sandsynlighed for, at hvis alle havde kørt rene i samme periode havde han nok vundet syv titler alligevel. Vi står også i en situation, der underbygger den snyd i sporten ved at gøre det komplet umuligt for UCI eller nogen andre at finde vindere i seks af de syv tilfælde, hvor Lance Armstrong er blevet frataget titlen. Men det er det rent sportslige.

Vi har også at gøre med en mand, der har brugt sin egen personlige sygdom og dens følgehistorie til at gøre noget, som ingen privatperson nogensinde har gjort før. Han har via sin fond indsamlet omkring tre milliarder kroner til at hjælpe folk i cancerforløb og noget af det til forskning. Det kan du ikke sætte værdi på. Det er måske derfor, nogen kalder ham en slags moderne Robin Hood. Han har skaffet en masse penge fra rige investorer, fonde og selskaber og brugt dem på en masse mennesker, der var syge og ikke selv havde mulighed for at betale for den hjælp, de behøvede.

Personligt håber jeg, at jeg også når dertil, hvor jeg kan skille de to ting ad. Jeg har vandret rundt sommer efter sommer med de velkendte gule armbånd med påskriften ’Livestrong’, og det burde jeg vel stadig kunne gøre. Jeg kan bare ikke lige nu. For mig hænger hans navn helt og holdent sammen med cykelsporten. Og derfor er jeg knust. Min helt er væk. Han eksisterer ikke længere. Og selvom han måske har nogle Robin Hood’ske kvaliteter, så vil jeg stadig bare kalde ham skræmmende. Den mest skræmmende helt.

One Response to Den mest skræmmende helt

  1. Christoffer says:

    Meget velskrevet og meget enig.

    Ligesom the Dark Knight (og egentlig også alle mennesker) har Lance-helten også en mørk side!

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>