Maskinerne går amok – igen

Transformers 3

Endnu en hemmelighed bringer Sam Witwicky ud i endeløse eventyr.

Da den første ”Transformers”-film kom ud, mindede den meget mere om de fængslende eventyr fra tegneserien, end jeg i mine vildeste fantasier havde turdet drømme om. Med andre ord: Den skuffede ikke det mindste.

Oveni var den velspillet, havde ’lækre’ spillere i hovedrollerne – lige fra LaBeouf til Megan Fox til Duhamel og Gibson – og den var smækfuld af herlige effekter og fængslende action. 2’eren var ikke spor dårligere, og derfor havde jeg naturligt høje forventninger til 3’eren, ”Transformers: The Dark Side of the Moon”.

Kort om filmen:
I 1961 registrerede astronomer og NASA en hændelse på månen, der fik dem til at iværksætte et reelt kapløb med russerne om at blive de første, der kom op og undersøgte begivenhederne. Derfor holdt Kennedy sin berømte tale, der i ’69 fik Apollo 11 til månen. De 21 minutters ophold i signalet fra månen bliver også forklaret.

Efter krigen på Cybertron er et rumskib med en autobot nemlig landet på månen, men det er ikke en oplysning, hverken amerikanerne eller russerne ønsker at få ud. Nu finder Optimus Prime ud af hemmeligheden, og det huer ham absolut ikke. Da han tager op og undersøger rumskibet, finder han sin gamle hærfører og mentor Sentinel Prime, som han bringer tilbage i live igen. Først for sent opdager han, at der er mørke kræfter på spil.

Min uforbeholdne mening:
Lad mig sige det med det samme. Jeg er ovenud begejstret for ”Transformers: The Dark Side of the Moon”. Historien er fremragende, spillet er superb, effekterne er helt i top. Men frem for alt: Eventyret fortsætter.

Der er klar kontinuitet i de tre film, og der er såmænd masser af plads til endnu en i rækken, hvis det skulle blive nødvendigt. Michael Bay kan næppe overgå denne historie, men det sagde vi jo også efter de to forrige.

Et lille ekstra plus er, at Sentinel Prime har fået stemme af selveste Leonard Nimoy, der gennem mange år var indbegrebet af Spock i ”Star Trek”. Og så byder vi velkommen til afløseren for mega-babe Megan Fox. Rosie Huntington-Whiteley er ikke bare en køn pige. Hun kan faktisk også spille. Og jeg ville byde en 4’er mere end velkommen.

Film:
”Transformers: The Dark Side of the Moon”

DVD release:
2011

Instruktør:
Michael Bay

Skuespillere:
Shia LaBeouf: Sam Witwicky
Josh Duhamel: Lennox
John Turturro: Simmons
Frances McDormand: Mearing
Rosie Huntington-Whiteley: Carly Spencer
Patrick Dempsey: Dylan
Tyrese Gibson: Epps
Kevin Dunn: Ron Witwicky
John Malkovich: Bruce Brazos
Julie White: Judy Witwicky
Alan Tudyk: Dutch
Ken Jeong: Jerry Wang

 

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>