Når fantasien tager over

Over kanten

Et dansk drama om mord, mistro og stærk kærlighed på Møn.

Det er ikke så ofte, at vi får lov at blive præsenteret for en dansk thriller. Gennem de seneste ti år er det sket lidt oftere, og selvom det er en ekstremt vanskelig genre, så er vi sluppet ganske godt fra det herhjemme.

Der er altså grund til at have lidt forhåbninger til ”Over kanten” – også selvom anmelderne ikke har iført sig fløjlshandsker, da de uddelte stjerner til filmen. På min erfaring alene tillader jeg mig at have forventninger.

Kort om filmen:
David og Freja køber et gammelt hus på Møn og forsøger derved at udleve deres drøm om at flytte på landet og nyde livet i skønne omgivelser. Men straks da computerspil-programmøren David har fået ja til sit frieri på selveste Møns Klint begynder tingene at ændre sig. De hører et skrig og er vidner til, at en kvinder finder sin mand, der tilsyneladende har begået selvmord ved at springe ud fra klinten.

Oveni chokket fra deres oplevelser må de pludselig erkende, at huset ikke er i nær så god stand, som de havde håbet. Det skal simpelthen gennemrenoveres, og i det lille samfund lyder jungletrommerne hurtigt. Derfor står Roar en aften pludselig foran døren og tilbyder sin hjælp, som de accepterer.

Men David synes, at Roar opfører sig mærkeligt, og snart begynder han at kæde Roar sammen med det såkaldte selvmord på klinten. Men hvad er virkelighed, hvad er drøm, og hvad er computerspil?

Min uforbeholdne mening:
Filmen er egentlig ganske godt bygget op – sådan på den klassiske måde. Vi får dannet et billede, og derefter kommer handlingen i gang med et chok. Og så flytter vi langsomt vores fokus fra den ene mulighed til den anden, til vi til sidst når en klimatisk spændende afgørelse. Ikke en finger at sætte på opbygningen.

Jeg var også godt underholdt gennem hele filmen, der faktisk aldrig nåede at blive kedelig. Men da der er tale om en thriller, så er det altid – ALTID – sådan, at troværdigheden får nogle drøje hug. Det tog jeg dog med i ”Over kanten”, fordi det hører sig til genren.

Skal jeg sætte en finger på noget, skal det vel være spillet. Alexandre Willaume er typecastet som mistænkelig ’bad guy’-type, så den rolle fylder han godt ud. Og han er også ret troværdig i sin rolle. Jonatan Spang mangler lidt karakter. Han underspiller, hvilket kan være ganske effektivt, hvis man hedder Gary Oldman, og filmen er ”Tinker, Taylor, Soldier, Spy”, men ikke når der er tale om en thriller, hvor vi skal kastes rundt i manegen.

Skuffelsen kommer fra Christiane Schaumburg-Müller, som ser ganske sød ud men slet ikke får mulighed for at overbevise. Der er ganske få øjeblikke, hvor vi siger ”Yes! Der er den!”, og det er dejligt at se, at hun kan. Men det er også ganske sigende, at disse øjeblikke skiller sig så tydeligt ud.

Alt i alt er filmen helt klart et kig værd. Og selvom historien kører på et knivsæg, og at plottet ikke nødvendigvis er super genialt, så bliver hele hevet i land ved den konstante nagende tvivl hos os. Se den, og døm selv.

Film:
”Over kanten”

DVD release:
2012

Instruktør:
Laurits Munch-Petersen

Skuespillere:
Jonatan Spang: David
Christiane Schaumburg-Müller: Freja
Alexandre Willaume: Roar
Danica Curcic: Veronika
Søren Hauch-Fausbøll: Betjent Jensby
Troels Lyby: chefen
Elsebeth Steentoft: Berthe

 

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>