NFL WEEK 19 – DIVISIONAL PLAYOFF WEEKEND

NFL Logo

Efter Denver Broncos i wild card-weekenden slog Pittsburgh Steelers ud af slutspillet, så er alle enige om, at der kun er én ting, der er sikkert: Det er, at intet er sikkert. For den sejr var der ikke mange, der havde set komme.

 

Faktisk vandt alle fire hjemmehold i sidste uge, og på nær Saints-kampen, så kunne det meget vel se ud som om, det samme scenarium kan åbenbare sig i denne weekend. Ikke at 49ers ikke vinder over Saints, men den kamp ser på papiret ud til at være lidt mere åben.

 

Lige så gode Saints er hjemme i deres Superdome, lige så svært har de det på udebane. Deres seneste fire udekampe i slutspillet er endt med fire nederlag. Og mod de ekstremt stærke 49ers kan det godt blive meget svært for Saints.

 

Så ser det mere sikkert ud for Patriots senere lørdag aften imod Denver Broncos. Ravens bør kunne klare Texans hjemme i Baltimore, og selvom New York Giants spillede fremragende i sidste uge imod Atlanta Falcons, så lad os ikke glemme, at Packers gik 15-1 i år.

 

Lørdag den 14. januar 2012:

 

San Francisco 49ers – New Orleans Saints      36-32 (14-0, 3-14, 3-0, 16-18)
Efter en af de måske bedste kampe i slutspillets historie kunne 49ers trække sig sejrstrigt ud. Den 10. januar for 30 år siden var det Joe Montana, der i en afgørende slutspilskamp mod Dallas Cowboys fandt Dwight Clark i endzone på det, der senere blev betegnet som The Catch. Lørdag var det Alex Smith, der fandt Vernon Davis. Begge gange blev favoritterne sendt hjem, og 49ers er videre.

 

Men ikke mange havde troet, at føringen skulle skifte mellem de to hold fire gange inden for de sidste to minutter af kampen. Det er den slags, der skaber legendariske kampe og sender folk hjem fra stadion med mere end bare en sejr i baggagen. Hele fem turnovers havde New Orleans Saints, og det er meget svært at vinde med. Især når 49ers kun havde en.

 

Saints quarterback Drew Brees kastede 40 ud af 63 for 462 yards med 4 touchdowns og 2 interceptions. Til gengæld var der lukket for løbespillet, som det gennem størstedelen af sæsonen er lykkedes at gøre for San Francisco’s fabelagtige forsvar.

 

49ers quarterback Alex Smith kastede 24 ud af 42 for 299 yards med 3 touchdowns, hvoraf det afgørende var et touchdown-kast på 14 yards til Vernon Davis med kun ni sekunder tilbage på uret. Det var ikke muligt for Saints at komme tilbage fra den scoring, og Vernon Davis satte vist ny rekord for glædestårer efter en kamp. David greb 7 bolde for 180 yards og scorede 2 touchdowns på dagen. 

 

New England Patriots – Denver Broncos           45-10 (14-0, 21-7, 7-3, 3-0)
Når du vinder alle fire quarters, så har du mildest talt sat tingene lidt på plads. Ikke at der var meget tvivl hos eksperterne om, hvem der ville vinde denne kamp. Vi vidste bare ikke helt, hvor vi havde Denver Broncos quarterback Tim Tebow, efter han i sidste uge slog benene væk under alle med sin imponerende indsats i sejren over Pittsburgh Steelers.

 

Tim Tebow og hans Broncos kom blæsende ind i New England med masser af selvtillid. Ikke at det nogensinde er noget, du kan mærke på ‘svigermors drøm’, Tebow. Da han før kampen blev spurgt om, hvad han synes om dagens modstander, svarede han, at han glædede sig meget, fordi han følte, at Tom Brady var en spiller, han kunne lære utroligt meget af. Det skete bare ikke i denne kamp.

 

Lige fra første fløjt satte Tom Brady og hans Patriots sig på kampen, og inden for to minutter havde han for første gang i kampen fundet Wes Welker i endzone til et touchdown. På dagen havde han 26 ud af 34 for 262 yards med 6 touchdowns og 1 interception. Og hvis Broncos havde håbet på, at New England for tredje gang i træk skulle tabe deres første slutspilskamp på hjemmebane, så kunne de godt tro om igen.

 

Tebow holdt liv i håbet, da han i starten af 2. quarter gav Willis McGahee bolden for et 5-yard touchdown, men det var en stakket frist. Tim Tebow kastede 9 ud af 26 for 136 yards, ingen scoringer, ingen interceptions men med en enkelt tabt fumble.

 

New England Patriots er næste søndag på hjemmebane.

 

Søndag den 15. januar 2012:

 

Baltimore Ravens – Houston Texans                 20-13 (17-3, 0-10, 0-0, 3-0)
For første gang siden 2000 spillede Baltimore Ravens en slutspilskamp på hjemmebane, og det var et erfarent hold, der stillede op imod Houston Texans. Styrken ligger helt sikkert stadig på forsvaret, hvor især fire navne imponerer voldsomt. Ed Reed, Ray Lewis, Haloti Ngata og Terrell Suggs har 29 pro Bowls imellem sig. Mere forsvarserfaring kan du vist ikke bede om.

 

Men Houston er gået frækt til værks i denne sæson, og de havde masser af grund til at tro, de kunne slå Ravens i Baltimore. Bedre løbespil, bedre kastespil og et giftigt forsvar plejer at være nok. Det holdt bare ikke i dag, hvor Ravens’ forsvar var giftigere end nogensinde. Okay, de sacjkede faktisk ikke rookie quarterback T.J. Yates en eneste gang, men de gjorde så meget andet.

 

Yates kastede 17 ud af 35 for 184 yards men med tre interceptions. Så hjalp det mindre, at én af årets absolut bedste running backs, Arian Foster løb 132 yards og scorede 1 touchdown.

 

På den anden side af stregen kastede Jow Flacco 14 ud af 27 for 176 yards med 2 touchdowns til Anquan Boldin og Kris Wilson. Både Boldin og Lee Evans imponerede ellers med fremragende catches, mens Ray Rice løb 21 gange for 60 yards på jorden.

 

Ved stillingen 20-13 i 4. quarter interceptede Ed Reed bolden, og efter 2 plays fik Ravens en ny 1. down. Så var kampen forbi. Men nej. Dommeren tjekkede lige videoen og så, at bolden ikke var blevet lagt helt rigtigt. Der manglede omkring en halv meter. Ravens løb for at få den halve meter, men Texans stoppede dem, og Ravens måtte pludselig punte igen. Texans havde altså endnu en chance. T.J. Yates dirigerede tropperne ganske flot ned ad banen, men på 4. down forsøgte han et Hail Mary-kast, der blev slået væk af Ed Reed. Kampen var slut. Baltimore Ravens skal på søndag til New England.

 

Green Bay Packers – New York Giants             20-37 (3-10, 7-10, 3-0, 7-17)
Allerede før kampen begyndte skeptikerne at tale om, hvorvidt Giants mon ikke var stærkere end Packers, og hvordan Giants var blevet ‘hot’ på det rigtige tidspunkt. Men det virkede som sådan nogen man siger for at gøre kampen spændende. At der rent faktisk var noget om kom bag på de fleste.

 

I de tre uger, hvor Aaron Rodgers ikke havde spillet, havde Eli Manning kastet 8 touchdowns og blot 1 interception. Mon ikke det var godt at holde sig varm? Og Tom Coughlin, træner for Giants, udtalte, at nu skulle de ‘on the road’ og være ‘road warriors’. Det lød alt sammen rigtigt. Men hvem troede på det?

 

Well, det er Giants nok ligeglade med i dag. Eli Manning kastede 21 ud af 33 for 330 yards med 3 touchdowns og 1 interception. De mange yards var ny slutspilsrekord for Manning, der ser ud til at være ved at gøre det samme som i 2007-sæsonen. Dengang kom de også med i slutspillet på et hængende hår og vandt derefter tre udekampe i træk, før de nappede sejren i Super Bowl over de ellers ubesejrede New England Patriots. Nu skal de til San Francisco og spille NFC-finale – og måske venter New England Patriots i Super Bowl.

 

Aaron Rodgers fik aldrig rigtig fundet den rytme i spillet frem, som har drevet holdet frem til en 15-1 sæson. Han kastede 26 ud af 46 for 264 yards med 2 touchdowns og 1 interception. Men han, Ryan Grant og John Kuhn mistede også hver en fumble. Og da Aaron Rodgers også selv blev kampens bedste rusher med 66 yards, så var problemet tydeligt.

 

Nu er begge sidste års Super Bowl-deltagere ude, og det hotteste navn lige nu er måske New York Giants med en brandvarm Hakeem Nicks, der mod Packers grev 7 kast for 165 yards og 2 scoringer.

 

Konklusion week 19 – Divisional Playoff-runden:
En udesejr i otte kampe er signifikant, men det er samtidig også ganske forståeligt, at en god hjemmebane giver en fordel. Du skal ikke rejse og finde dig til rette i fremmede omgivelser væk fra familien og den kendte hverdag.

 

For New York Giants var det en helt anden indgangsvinkel, der gjorde sig gældende. Her handlede det om, at du var væk fra hverdagens trommerum, og at du derfor lettere kunne fokusere på din opgave. Du havde ikke en masse familiemedlemmer, der skulle have billetter til kampen, og som også skulle bo hos dig. Du kunne lukke øjnene og fokusere 100 procent uden at blive forstyrret.

 

Skal vi tage noget med fra denne uge er det følgende:

 

  1. 49ers er stærkere, end de har set ud i løbet af sæsonen.
  2. Giants er blevet varme på det helt rette tidspunkt.
  3. Baltimore skal tilbage til New England, som de slog sidste år på samme bane.

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>