Thriller af international format

ID:A

”ID:A” er en thriller, der slet ikke behøver at skamme sig, hvis den skulle få lyst til at finde andre at sammenligne sig med.

Allerede da jeg så traileren til ”ID:A”, vidste jeg, at det her var en film, jeg gerne ville se. Thrillers bliver der lavet rigtig mange af. Og der er også en del af dem, der lever op til det, de lover. Der er bare så forbandet få af dem, der er danske. Ikke at jeg på nogen som helst måde har et problem med det. Men det er da lidt ekstra sjovt, når en spændingsfilm er dansk, er det ikke?

Man kan snyde rigtigt meget med en god trailer. Derfor var mine forventninger heller ikke helt i top. Der var dog stadig tale om forventninger. Især fordi historien umiddelbart lød både opfindsom, interessant og godt skruet sammen.

Kort om filmene:
En kvinde vågner forslået, forvirret og forbandet utilpas i en flod nær en lille fransk by. Hun samler sin sko og en vadsæk op og stavrer ind mod byen, hvor hun finder ly på et lille hotel. Men kvinden har et problem. Hun kan ikke huske, hvordan hun er havnet der. Faktisk kan hun ikke engang huske sit navn.

Det er der til gengæld andre, der ved. Og de er lige i hælene på hende. Da kvinden så opdager, at hendes vadsæk er fyldt med omkring to millioner euro, begynder hun at forstå, hvad hendes forfølgere er efter. Men hvem er hun. Og hvorfor peger sporene på Danmark?

Min uforbeholdne mening:
Der er forfærdelig meget, der kan gå galt i en spændingsfilm. Og nej, det er ikke alt, der holder her, men det er godt nok det meste. Og lad os starte med Flemming Enevold og Jens Jørn Spottag, der simpelthen spiller en vis del ud af bukserne. Tuva Novotny selv spiller hovedrollen med en anelse for meget snor i – altså efter min mening. Vi savner de store følelsesudbrud. Der er masser af plads til dem, også uden at de behøver blive patetiske.

Handlingen er helt igennem på plads. Historien er flot bygget op. De nødvendige flashbacks kommer på de rigtige tidspunkter og er ikke irriterende eller forvirrende, og selvom historien er fantastisk, så er den på ingen som helst måde utroværdig.

Musikken er ikke et godt valg. Den irriterer mere, end den akkompagnerer. Og for mig er der ikke meget, der irriterer mig mere, end når musikken er dårligt valgt. Skal den bruges til at understrege handlingen – og det skal den oftest – så er de gået galt i byen her med musikken af Kristian Eidnes Andersen.

Men selve filmen virker. Den har et klart dansk fingeraftryk, idet den ikke stopper med at holde os i en tilstand af spænding og forventning, selvom den samtidig tillader at give os tid til at optage billeder og handling. Denne film skal ses.

Film:
”ID:A”

DVD release:
2012

Instruktører:
Christin E. Christiansen

Skuespillere:
Tuva Novotny: Aliena/Ida
Flemming Enevold: Just Ore
Carsten Bjørnlund: Martin
Arnaud Binard: Pierre
John Buijsman: Rob
Rogier Philipoom: Guus
Jens Jørn Spottag: HP
Marie Louise Wille: Marietta

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>